Det at blive god på et instrument tager tid og kræver en vis mængde disciplin. Og disciplin er ligesom ikke altid det ord, dagens unge sætter mest pris på. At kæmpe med øvning af det samme musikstykke time efter time kan hurtigt virke som en tålmodighedstest. Men belønningen, når det endelig sidder, er den bedste følelse der findes.
Små børn er naturligt glade for musik. De danser, lever sig ind i den og synger med den stemme, de har, og de ord, de kan. Om det er egne eller andres sange betyder ikke så meget – musikken skal deles. Og vi forældre synger og griner med. Det er sådan, vi skaber musikalske bånd til vores børn.
Skab musikglæde for børn
Når børn kommer i skolealderen, begynder der ofte at ske noget. Så er musik ikke helt så sjov mere. De holder op med at danse og begynder at synge inde i sig selv i stedet. Eller de danser, når ingen ser på og synger, når ingen hører det. Andre interesser som computerspil og sport tager over.
Og det er trist, for studier viser, at børn har godt af at lytte til musik og lære at spille et instrument. Jo tidligere man starter, jo større er chancen for, at de finder et instrument, de kan lide.
Her får du fem tips, både til hvordan du kan få dit barn til at lære at spille på et instrument, og endnu vigtigere, hvordan du opmuntrer til at fortsætte.
Pres ikke unødigt på. Tvang fører kun til vrangvilje, og du risikerer at dræbe musikinteressen for altid.
Lad barnet vælge sit eget instrument. Hvert barn har sin egen personlighed, og det afspejler ofte det instrument, de foretrækker. Lader du dit barn prøve instrumenter i stedet for bare at købe et, du tror, det vil have, er chancen for, at barnet faktisk lærer at spille på det meget større. Og bryder barnet sig alligevel ikke om det første instrument, prøv med et andet. Til sidst finder barnet et, det synes om. Måske viser det sig, at det at synge er det rigtige.
Lad barnet få en musiklærer. Her er det vigtig, at du ikke vælger en pædagog, som får din fremtidige musiker til at spille kedelige og gamle sange, men hellere sender det til en musikskole, hvor barnet selv kan vælge, hvad det vil spille. Det øger mestringsfølelsen og dermed spilleglæden.
“Rock er trods alt enklere end Rachmaninov, og metal er sejere end Mendelssohn.”
Det med at spille sange, barnet selv er vild med, er for øvrig også vigtigt for dig, når du vil snakke om “din” musik. Det er nemlig ikke sikkert, at Don’t Stop Believing med Journey er lige så sjov for poden som for dig.
Vis at du støtter og opmuntrer. Hvis ikke du er entusiastisk, er barnet heller ikke, så forlad ikke altid værelset eller stuen, når det øver. Så kan barnet begynde at tvivle på sig selv og overveje, hvorfor det må kæmpe med dette alene. Sid af og til sammen med barnet, lyt, spørg til sangen, find sammen ud af ting om komponisten på nettet – hvad har han eller hun ellers lavet? Det er mere imponerende at spille Beethoven, når du ved, at han var praktisk talt døv, da han komponerede Symfoni nr. 9. Og husk også belønninger undervejs, for eksempel når en ny sang efterhånden er indlært.
Spil gerne sammen med barnet, men der findes begrænsninger – se forrige punkt.
Tag med til spilletimer og koncerter. Dette er vigtigt – især koncerter. Der er få ting, der glæder et barn mere end at se mor og far blandt de mange tilskuere i salen. Det er der tryghed og stolthed i, og så kan showet begynde…
At spille et instrument er godt for dit barn
Det at kunne beherske et instrument hjælper også på de fleste andre af livets områder. Det er gunstigt for sprogudvikling og socialisering, og det er med til at udvikle kreativitet og fantasi. Om det påvirker intelligenskvotient er mere uklart, men én ting er i hvert fald sikkert. Børn (og voksne!) bliver klogere af at lære.
Der er heller ingen, der har lært at spille på et instrument, som fortryder det.
Hvor mange gange har du ikke hørt om voksne der fortryder, at de ikke fik lært at spille et instrument da de var små? Måske er du et af dem? Nu kan du give dit barn den chance, du ikke selv fik.
Bedøm dette indlæg
Bedømmelse