Anmeldelse af Moog DFAM

Jeg har anmeldt Moog DFAMsom næst bedste håndstøvsugere i min test.

Første gang jeg satte hænderne på Moog DFAM (Drummer From Another Mother), var det egentlig bare af nysgerrighed. Jeg havde læst, at den skulle være både anderledes og intuitiv, men jeg havde ikke forestillet mig, HVOR dragende oplevelsen ville blive. Hemmeligheden bag DFAM er ikke bare dens lydmuligheder (som er vilde), men den måde den lokker én til at forsvinde fuldstændigt i lyddesign og eksperimenter – jeg glemte tid og sted, og det sker ikke ofte for mig længere. Det føles nærmest, som om hver omgang med DFAM er en ny rejse. Og den analog varme og dybde den pumper ud… det er umiskendeligt Moog.

Jeg havde den med i sommerhus en weekend, hvor jeg egentlig bare ville “nulstille”, men endte med at bruge to hele aftener i træk på at skrue på knapper og lave underlige elektrotrommer og squelchy baslyde under stjernerne. Det var som at male med lyd – spontant, fysisk, og fyldt med små “happy accidents”.

Lyd og karakter – levende og ustyrlig

DFAM lyder aldrig ens. ALDRIG. Den kan være punchy og funk-inspireret den ene dag, og så til en ambient bølge af metalliske rumlyde og stiklinger næste. Det sjove er, at selv når jeg kun bruger dens interne 8-step sequencer og lidt patching, kan jeg få noget, der føles som en hel forestilling – bare med én maskine. Dens dobbelte VCO’er og støjgenerator føles ekstremt musikalske, og når man begynder at forme envelopes og slå modulationen løs, begynder verden at klinge på en ny måde.

Jeg bruger ofte DFAM til at lave teksturer og perc-elementer, der ligger under hovedbeats lavet i en klassisk trommemaskine som Elektron Analog Rytm eller Roland TR-8S. Det der gør forskellen, er hvordan DFAM “lever” – den skubber sig frem i mixet uden at skrige. Det er dybt analog fylde uden digital skarphed. Sammenlignet med min Jomox MBase 11 (som jeg ellers elsker for dens sub-kick) føler jeg at DFAM tilbyder mere variation og dybde – fordi det ikke kun handler om én type lyd, men en hel verden af lydmønstre og strejf af støj og uforudsigelighed.

Umiddelbart og legende – men ikke for begyndere

Jeg forstår godt, hvorfor Moog markedsfører DFAM som noget alle kan bruge – og det KAN man. Men forvent ikke at du tænder den og straks har “færdige beats”. Det her er ikke en groovebox. Det er en eksperimentmaskine. Du bliver belønnet, hvis du kan lidt om patching, envelopes, VCA’er og LFO’er, eller bare har mod på at lære det ved at lege.

Det semi-modulære patchbay er GULD. Det giver dig ikke “uendelige muligheder” i Eurorack forstanden – men det åbner for det uventede. Og jeg elsker, hvordan det tvinger én til at tænke lidt anderledes. Efter en uge med DFAM følte jeg mig mere tændt på at designe egne lydlandskaber i stedet for kun at “lave tracks”.

DFAM i dit setup – eller som soloinstrument?

For mig blev DFAM ikke bare et ekstra krydderi – den blev ofte mit udgangspunkt. Når jeg sad med Mother-32 og DFAM koblet sammen, føltes det som et komplet musiksystem, der kunne drive både rytme og melodi. Jeg koblede den til min Make Noise 0-Coast for at skabe underlige paringer af perc og vild modulation, hvilket åbnede for endnu dybere rejser ud i det soniske landskab.

Noget du dog SKAL vide, hvis du arbejder meget med MIDI: DFAM har ikke noget MIDI input. Alt sker over analog clock, CV og triggers. Jeg havde allerede et MIDI-til-CV interface fra mine Eurorack-dage, så det var ikke et issue for mig – men det kan være en showstopper for nogen, medmindre man er klar på at investere lidt ekstra i en MIDI-converter.

DFAM vs andre trommemaskiner

DFAM er ikke som Roland TR-8S, Elektron Digitakt eller Arturia DrumBrute. Hvor de handler om struktureret sequencing og gengangende patterns, handler DFAM om transformation og håndgribelig kontrol. Jeg ville ikke bruge den til at udfylde rollen som eneste “groove-maskine” i et live-setup – men til at skabe eksperimenterende sektioner, teksturer, underfundige breaks? Ja, 100%.

Det kan bedst sammenlignes med lydbilledet og workflow-følelsen du får i en Lyra-8 eller en Buchla Easel Command – ikke fordi deres arkitektur er ens, men fordi oplevelsen er intuitiv, sanselig og designet til “hvad sker der hvis…”-øjeblikke.

Konklusion: En lydopdagelse forklædt som trommemaskine

Moog DFAM fortjener sit ry som en af de mest levende og inspirerende synthezisere i Moogs line-up. Den er ikke lineær. Den er ikke let at tæmme. Men netop fordi den har begrænsninger – en 8-step sequencer uden skift mellem patterns, ingen MIDI, ingen presets – bliver du tvunget til at dykke ned og skabe i øjeblikket. Det er en gave til dem, der tør.

Jeg elsker dens fysiskhed – hver kontrol føles som et lille kunstgreb. Og den integrerer sig smukt i både et større modulært setup, med fx en Mother-32, eller som en unit ved siden af en DAW med et MIDI til CV interface. Og selv hvis du aldrig har haft en modular-synth før, så kan DFAM meget vel være din indgang. Men husk – det her kræver lidt nørderi, og belønner dig først rigtigt, når du selv er klar på rejsen.

Label: Bedst til eksperimenterende lydskabelse

Fordele:

• Fantastisk analog lyd, rig og levende
• Legende workflow der belønner nysgerrighed og eksperiment
• Semi-modulær patchbay giver enorm fleksibilitet
• Utrolig inspirerende i et større Eurorack-setup
• Kompakt, men kraftfuld – kan bruges i mange roller

Ulemper:

• Ingen MIDI – kræver ekstra gear hvis du vil integrere med et klassisk MIDI-setup
• 8-step sequencer uden variation kan være begrænsende alene
• Ikke instant gratification – kræver tid og arbejdslyst
• Ingen presets eller gemmemuligheder – alting er ‘her og nu’