Kalimba

0
475

Måske har du hørt navnet, men er ikke helt klar over, hvad en kalimba er. Det kan også være, at du er stødt på instrumentet i et musiklokale uden at vide præcist, hvad det var. En kalimba er nemlig ikke et vanvittigt kendt instrument i Danmark. I hvert fald slet ikke på niveau med for eksempel guitaren eller trompeten. Dette betyder også, at det muligvis kan være sværere at finde viden og læsestof om kalimbaen, og måske skal du lede lidt længere, hvis du gerne vil finde dig en god underviser. Men ikke desto mindre er det besværet værd, for kalimbaen og dens lyd er både charmerende, smuk og afslappende.

Sådan ser kalimbaen ud

Det instrument, som vi i dagens Danmark betegner som kalimbaen, er et lille fingerklaver, som har en størrelse, der gør den nem at sidde med i hænderne. Du kan sagtens holde den og spille samtidig. Af samme grund er den meget nem at have med på farten. Du kan have den med stort set alle steder – i naturen, i skolen, til musikundervisning eller måske til en af dine optrædener.

Kalimbaen kan virke nuttet, lille og eksotisk i sit udseende, hvis du ikke er vant til lignende instrumenter. Den aflange krop, som ofte er rektangulær, er fremstillet af træ. Ovenpå sidder flade strenge, som er lavet af stål. De fungerer som tangenter, hvilket i virkeligheden nok er et mere passende ord til at beskrive dem. Tangenterne er alle stemt, så de lyder forskellige, og præcis som de skal i forhold til hinanden. Det er disse tangenter af stål, som du skal spille på med dine fingre, og som afgiver lyden.

En smuk trækrop

Kalimbaens trækrop kan både være en hul trækasse med et større hul på forsiden og mindre huller på bagsiden, men det kan også være et træbræt, som er forholdsvis tykt. Kalimbaerne med hule trækasser som krop har ofte en højere lyd, og det er muligt at eksperimentere med at tildække de forskellige huller.

Der findes desuden et hav af forskellige designs, når det kommer til kalimbaer. De kan have forskellige kreative former, forskellige farver eller blot have en krop i rent træ. Det kan både være mørkt træ og lyst træ og noget midt imellem. Det kan være dekoreret og malet med diverse smukke – og mindre smukke – mønstre på, som giver det et eksotisk islæt og understreger instrumentets oprindelse.

En lang historie

Kalimbaen har en rig og fyldig historie, som går langt tilbage i tiden. Flere hundrede år faktisk. I hvert fald hvis vi tænker på den kalimba, som vi kender i dag. Tidligere variationer af den går sådan set over tusind år tilbage i historien.

Instrumentet stammer oprindeligt fra Afrika. Man har i mange år haft mange forskellige slags fingerklaverer i Afrika, og kalimbaen er blot en af disse. Grunden til at vi i dag kender kalimbaen i vores vestlige verden, er Hugh Traceys arbejde i 1900-tallet. Han var en engelsk etnomusikolog, som spillede en stor rolle i udbredelsen af kalimbaen. Han var med til at sørge for, at kendskabet til den kom ud over Afrikas grænser og frem til resten af verden.

Kært barn har som bekendt mange navne

Instrumentet mbira var grundlaget for udviklingen af kalimbaen, der kan siges at være en vestlig version, som Tracey stod i spidsen for. Han fik den ind på det vestlige marked, og dermed ekspanderede kendskabet til kalimbaen også uden for Afrika. Af samme grund kaldes kalimbaen også af og til for en mbira. Navnet varierer i det hele taget meget alt efter land og folkeslag. Man hører for eksempel også somme tider navnene malimba, kisaanji, likembe, sanza og så videre.

Kalimbaen er stadig populær

Generelt set oplever kalimbaen for tiden en ny bølge af verdensomspændende interesse og popularitet. Den bliver tilsyneladende ved med at imponere. Man er også begyndt at implementere diverse elektroniske ting og sager, så kalimbaen får et mere moderne udtryk. Populariteten kan skyldes mange ting, men det kunne sagtens tænkes, at nogle af de store stjerner har noget med sagen at gøre. Man har nemlig flere gange hørt verdenskendte musikere benytte sig af kalimbaens skønne lyd.

Kalimbaen har vundet indpas i den nyere og moderne musik. Også i vesten. Måske kan du ikke lige komme i tanke om et stykke musik med tonerne fra en kalimba, men der findes flere eksempler. Pink Floyd, Genesis, Vampire Weekend, John Mayer og Earth, Wind & Fire er blot nogle af de kunstnere, som har valgt at bruge kalimbaens lyd i deres musik.

Kalimbaens lyd

Det kan godt virke som om, at kalimbaen er et avanceret lille musikinstrument med sin lange historie og sin eksotiske baggrund og udseende, men den er faktisk ret simpel at spille på. Dette er sikkert også en af grundende til dens udbredelse og popularitet. Folk har hurtigt lært at spille på den og dermed taget den til sig. Det eneste du skal bruge, er dine fingre. Du kan både prøve dig frem og lave små melodier på egen hånd, men der findes også guides af forskellige slags. Det eneste, det reelt kræver, er din lyst og vilje.

Kalimbaens lyd er hyggelig og charmerende, og den kan tilføje lag af rytmiske toner og smukke bløde lyde til stort set ethvert stykke musik. Der findes også mange optagelser og videoer på for eksempel YouTube, hvor folk spiller covernumre af mere eller mere kendte sange kun ved hjælp af deres kalimba. Så kalimbaens lyd kan altså også sagtens stå alene.

Lyden er desuden meget afslappende og beroligende at lytte til. Den egner sig faktisk godt til meditationsmusik eller lignende. Nogle steder er der også blevet spillet kalimba i forbindelse med åndelige seancer eller spirituelle ceremonier. Der er intet hokus pokus over selve lyden, men den er blot ligeså behagelig og hyggelig, som den er livlig og festlig. Dette gør den til et meget alsidigt instrument, som bestemt bør prøves af alle musikelskere.

3 fordele ved kalimbaen

  • Simpel at spille på
  • Både livlig og beroligende lyd
  • Nem at transportere og holde ved

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her