Jeg har nu spillet med denne TC Helicon Create XT (herefter kaldet "pedalen") én gang i øvelokalet og én gang på et gig. Denne anmeldelse er altså ikke baseret på flere års erfaring med lige netop denne pedal. Men jeg har ca. 20 års erfaring med effekter fra guitarverdenen og 15 år med vokaleffekter i studie, så jeg har læs mere en del erfaring på området.
Jeg havde smidt den ind mellem min mikrofon (en Audix OM5) og vores PA (en 16 kanals Mackie-et-eller-andet + 2 stk Mackie SRM450v2). Vi spillede et mindre gig, hvor vi blot smed vores PA om bag os, så vi slap for at stille monitors op også.
Lyd
Jeg var klar over, at jeg skulle være ekstra opmærksom på feedback fra min mikrofon, da tendensen til feedback er større når pedalens "Tone" knap er aktiveret. Tone, er en knap der aktiverer en compressor, en de-esser og lidt eq, alt sammen låst i en indstilling der er optimeret til vokal. Man har mulighed for at vælge mellem tre låste konfigurationer: 1) standard 2) én med mindre top og 3) en med voldsommere kompression. Jeg brugte indstilling 3 men var, måske pga. mikrofonen som har supernyrekarakteristik, på intet tidspunkt ude i feedback-problemer. Og det på trods af, at jeg havde en højttaler direkte bag mig, ca. 2-3 meter fra mikrofonen.
Selve lyden af pedalen er god. Rigtig god. Tone-knappen i sig selv gør, at vokalen bliver væsentligt mere behagelig at høre på end hvis den blot er forstærket gennem en mikrofon der er sat direkte til mixeren. Jeg valgte bevidst at nulstille min channelstrip på mixeren, så der ikke blev pillet ved hverken eq eller effekter ud over i pedalen. Det underlige er, at i øvelokalet var jeg lidt skuffet over hvor lidt Tone-knappen gjorde ved lyden. Den blev kun marginalt bedre. Men under lydprøven og koncerten, på selvsamme anlæg, men i et helt andet rum, var der kæmpe forskel - og det til den gode side.
Der sidder en enkelt drejeknap, der styrer mixet mellem det tørre signal og det våde. Når den står i midterpositionen, som er "standard" lyder det hele meget vådt og lidt for voldsomt synes jeg. Lige indtil musikken fra bandet kommer på. Så er det næsten underspillet. I hvert fald opdagede jeg, at to af de lyde jeg havde lavet næsten "forsvandt" i sammenhængen. Det var to meget lange og voldsomme rumklange, jeg skulle bruge som korsanger, hvor jeg ligger lavt i lydbilledet. Man kunne praktisk talt ikke høre den rumklang på trods af, at den lyder alt for voldsom når man sidder og laver lyden. Men dette kan jeg rette på mix-knappen on-the-fly. Det er ikke muligt at gemme mix'et i et preset, så man skal nok altid lige være klar til at dreje lidt på den knap.
Men alt i alt har man en fornemmelse af, at signalet går rent igennem pedalen. Der kommer ikke noget støj på og især rumklangene og til dels de forskellige delays, lyder virkelig godt.
Ét enkelt grelt problem opstod dog med en af lydene. Jeg havde lavet en skør autotune a la Eiffel 65, som fungerede perfekt derhjemme, men den virkede virkelig skidt live. Der kom mange fejl og skøre knæk i lyden. Mit gæt er, at det var pga. PA-højttalerne som var placeret bag mikrofonen.
Betjening
Under koncerten skulle jeg skifte mellem ca. 7 forskellige lyde jeg havde lavet hjemme (mere herom senere). Måden man gør det på, er at cykle igennem de 10 presets ved at trykke på knap A. Man kan efter sigende få pedalen til at nøjes med at cykle gennem 3-9 presets, hvis man ikke har brug for alle 10. Ifølge manualen skal man blot holde knap A nede mens man tænder pedalen og herefter indstille hvor mange presets man vil bruge. Det virker bare ikke. Pedalen tænder normalt. Jeg ved ikke om det er pga. at jeg kører med en nyere firmware eller hvad?
Men bortset fra det, så fungerede det rent faktisk i en presset livesituation. Jeg troede jeg ville glemme det eller blive stresset over det (jeg skulle også holde styr på guitarpresets, og synthpresets mellem alle numre) men det gik meget smertefrit. Både fordi pedalen skifter hurtigt når man trykker, men også fordi det er let at se, hvilket preset man har valgt.
Opsætning/editering
Puha! Det var det sværeste længe. Det tog mig virkelig lang tid at sætte mig ind i pedalens lyde (og jeg har altså snart 20 års erfaring med effekter fra guitarverdenen og 15 år med vokaleffekter i studie). Jeg har stadig ikke helt forstået hvordan den liste med 100 presets hænger sammen med pedalen. Jeg forstod dog, at man ikke har 100% frihed til at vælge hvilke lyde man vil gemme hvor. Man kan faktisk ikke ændre på ret meget. Hver lyd har 4 effektblokke, som kan tændes ellers slukkes: distortion/hardtune, microMod (en slags chorus/flanger/detune), delay og reverb, så vidt jeg husker. Men det er ikke muligt selv at bestemme f.eks. hvilken type reverb man vil bruge sammen med et bestemt delay. Man er nødt til at bladre rundt i den ret forvirrende bunke af presets der ligger i pedalen fra fabrikkens side og håbe på, at man kan finde en lyd der har koblet netop de typer af effekter man gerne vil bruge sammen, f.eks. en plate reverb og et delay der rammer alle 4.dele. Herudover har man kun mulighed for at tweake på én parameter pr. effektblok. Og hvilken parameter det er, kan man ikke selv vælge. I langt de fleste tilfælde havde jeg dog ikke brug for at tweake på andet end netop den parameter, der var valgt fra fabrikantens side, f.eks er det ofte længden af rumklangen der kan ændres i reverb-blokken (og altså ikke f.eks. pre-delay, highpass eller type) og det er også næsten altid feedback'en der kan ændres i delay-blokken (og ikke, f.eks. tempo eller type). Mange af delay'sene (jeg hader dansk/engelsk-fagsprogsproblemer) er tap-tempo, hvilket er fedt, men jeg bruger oftest et delay der rammer 4. delene og langt de fleste af dem jeg fandt i pedalen var sat til 8.dele. Man kan selvfølgelig altid tappe i halvt tempo, men det er en irriterende detalje, at skulle huske hvilken nodeværdi man skal tappe for at opnå det korrekte resultat.
Jeg elsker at have fingrene og ørene i så mange parametre som muligt, når jeg laver lyde, så det var træls at opdage, hvor lidt man rent faktisk kan få lov til i denne pedal. Til gengæld lyder langt de fleste af effekterne rigtig godt og man har rent faktisk ikke brug for ret meget mere end det den tilbyder.
Et sidste ord
Man får meget god lyd for pengene. Men den er svær at tilpasse 100%, hvis man er lidt krævende. Har man blot brug for et par forskellige rumklange og delays, så er det ikke svært, men hvis man ligesom jeg gerne vil have to forskellige effekter på i alle sange, så er det svært at få den til at makke ret. Den kan godt, men det tager tid at få tingene på plads.
Og den Tone-knap skal bare aldrig deaktiveres igen, så er det sagt. Og jeg tror ikke det er ligesom med 3D film og surroundsound, noget man, så snart man får fingre i teknikken, overdriver helt vildt fordi det er en "fed effekt". Men det vil tiden jo vise. Måske bliver jeg træt af at have god vokallyd om et stykke tid. Men jeg tvivler.